Bosnien og Hercegovinas historie
Land med fascinerende historie, hvor de vestlige og østlige civilisationer gentagne gange mødtes, og indtil i dag har stadig en unik kulturel, religiøs og etnisk mangfoldighed.
Bosnien og Hercegovina var i det første århundrede e.Kr. en del af Romerriget. Efter faldet af imperiet, blev Bosnien efterfølgende invaderet af forskellige folkegrupper. I 300- og 400-tallet blev landet invaderet af gotere og i 600 - tallet af slavere, og de gjorde hele området homogent slavisktalende. I 600–1100-tallet forsøgte Ungarn, Serbien, Kroatien og Det Byzantinske Rige at opnå herredømmet over området.
Fra 1180 til 1204 regerede Ban Kulin, som grundlagde en selvstændig, bosnisk stat og en unik bosnisk kirke af bogomilsk tilsnit. Hans styre huskes som Bosniens guldalder, og han er en fælles helt i bosniske nationale folkeeventyr.
Tvrtko 1. Kotromanić (1338–1391) var en vigtig, indfødt regent af middelalderens Bosnien, der omdannede landet fra et selvstændigt fyrstendømme (banat) til et uafhængigt kongerige. Tvrtko 1. var en stor erobrer, og hans rige udviklede sig til et Storbosnien. Ved hans død i 1391 ud over det nuværende Bosnien, omfattede landet det sydlige Dalmatien samt dele af Montenegro og Serbien.
I det 14. og 15. århundrede antages at have været befolkningstallet mellem 500.000 og en million. Historikere mener, at størstedelen af befolkningen i denne periode var katoliker, med en del ortodokse i de østlige områder.
Alle de bosniske herskere var katolikker (dynasti Kotromanić), mens nogle af de mest indflydelsesrige feudalherrer, som Hrvoje Vukčić og Stjepan Kosača var kristne, eller medlemmer af den bosniske kirke (bogumili). Bosnien overlevede som selvstændigt rige, indtil den sidste konge, Stefan Tomašević, faldt for tyrkerne i 1463. Det tog dog yderligere nogle år, før hele Bosnien var besat af tyrkerne. I den sydlige del af landet, Hercegovina som var et særligt hertugdømme, holdt enkelte borge ud indtil i 1480'erne. Den 25 oktober 1478 døde den sidste bosniske Dronning Katarina i Rom.
Under den tyrkiske rige skiftede mange bosniakker religion og gik over til islam i modsætning til befolkningen de fleste andre steder på Balkan. Det kan skyldes, at bogomilernes lære synes at have visse ligheder med erobrernes. Det er dog også muligt, at der blot var tale om almindelige kristne, som gik over til islam af opportunisme.
I opgøret efter den tyrkisk-russiske krig i 1877-1878 blev Bosnien en del af Østrig-Ungarn. Modstanden mod Østrig-Ungarn voksede bland serbere og kroater. Da Østrig-Ungarn tronarving blev dræbt af en bosnisk/ serbisk student, udløste det 1. Verdenskrig. Efter krigen blev Bosnien en ud af seks delstater i Jugoslavien.
Fra 1945 blev Jugoslavien styret af den kommunistiske Tito, som indførte etpartistyre. Efter Titos død i 1980 voksede nationalismen i delstaterne, og i 1989 krakelerede samarbejdet i Jugoslavien.
Bosnien og Hercegovina blev selvstændigt i 1992. Bosniske serbere modsatte sig dette, de ønskede at slå sig sammen med Serbien for at beskytte deres eget folk. En treårig borgerkrig brød ud. Under krigen blev etnisk udrensning brugt som virkemiddel. Den mest kendte episode skete i Srebenica i den østlige del af Bosnien i 1995. Der blev omkring 8000 civile bosniere dræbt af serbiske styrker. Massakren er det første folkemord i Europa siden 2. Verdenskrig, og førte til at NATO bombede serbiske mål. Efter pres fra blandt andet USA, indgik parterne en fredsaftale i 1995, Daytonaftalen. I løbet af hele borgerkrigen blev døde flere end 100.000 mennesker og halvdelen af befolkningen blev drevet på flugt.
De sidste to årtier i Bosnien og Hercegovina er blevet præget af genopbygning, opførelse og udvikling. Bosnien og Hercegovina er i færd med at tiltræde Den Europæiske Union, og i 2007 blev der undertegnet en stabiliserings- og associeringsaftale.